Kategori: Dansk

Man kan indledningsvist spørge om en valgkamp til Folketinget overhovedet kan betragtes som reality? Tja, altså, hvis man forestiller sig, at præmissen for genren er oplevelsen af en gruppe menneskers reaktioner på at være bragt sammen i længere tid under mere eller mindre ekstreme omstændigheder, så ja, så kan den da det i allerhøjeste grad.

Hvor sidste valg i 2015 således var kendetegnet ved det ’mindre ekstreme’, så har et helt nyt og vidunderligt persongalleri bestående af Pernille Vermund, Klaus Riskjær Pedersen og ikke mindst Rasmus ’Hooomooo’ Paludan, forvandlet vores allesammen demokrati-koncept fra noget der mindede om ’Hjem til Gården’ på TV2 til ’Date min værste side’ på DR3.

Af samme årsag var mine forventninger derfor skruet pænt i vejret allerede før Løkke besluttede at udskrive valg til Folketinget. Nu kan demokratiets festdage, hvor politikerne dyster om at udskrive flest dækningsløse checks, så rigtig begynde.

Valgkampens første dag var da heller ingen skuffelse. Hele to live-gladiatorkampe blev fluks annonceret i kølvandet på Løkkes ’særlige meddelelse til Folketinget’; den første kl. 19.55 i Circus Maximus (DR1) og den anden kl. 20.55 i Colosseum (TV2).

Lad os starte i Circus Maximus – og se om jeg orker mere derfra.

Mette Frederiksen havde desværre fået diarré feat. saltvandsdrop og kunne således ikke være med. I stedet havde hun fra sygelejet sendt sin politiske ordfører Nikolaj Wammen, som nok ikke ligefrem er kendt for Obama-effekten. De samtidige mange spekulationer om Løkkes timing er der ingen grund til at dykke ned i her. Det er simpelthen alt alt for usikkert at sige noget om – bortset fra, at Løkke naturligvis helt bevidst har udnyttet Mettes styrt i vejkanten og stukket fra feltet. Det er et frækt move.

Ellers er resten af ’kæmperne’ på plads og til at styre slagets gang kunne man dårligt have valgt andre end den folkekære Ask Rostrup, som ved tidligere valg har fungeret som det alvidende ’Askometer’. Med 13 partier og mindst 5 statsministerkandidater ville det nemlig kræve intet mindre end en hyrdehund a la Cujo til at holde styr på flokken.

Og så er vi i gang.

Efter en kort præsentation af de forskellige partiledere og formaninger om en sober og civiliseret tone, kan aftens første tema skydes i gang, nemlig klima. Jorden ligger nemlig ligesom Mette Frederiksen pt. i sengen med drop, og Christiansborg kan meget vel være, som sagerne står nu, smeltet ned af solen i 2050.

Vi starter derfor med de gode nyheder. Det viser sig nemlig, at der faktisk slet ikke er så store problemer med klimaet som 16-årige Greta Thunberg har forsøgt at bilde verden og Nobelkomiteen ind. – Vi må i hvert fald aldrig skrue ned for forbruget og glæden, lyder det nemlig fra Anders Samuelsen. Det er ingen løsning. Befolkningen i Kina og Indien skal da også have lov til at rejse og spise godt. Nej, der skal skattelettelser til – og lidt forskning i ny teknologi. – Og så skal vi simpelthen stoppe alt det klimahysteri, supplerer Pernille Vermund. – Der er nemlig ingen krise og jaja, mennesket har da svinet lidt i tidens løb, men det er ikke noget kernekraft ikke kan klare. – Ja, jeg er bare træt af at vi hele tiden skal hakke på landbruget, lyder det fra Thulesen Dahl, som vist ingen plan for klimaet har overhovedet. – Vi er et stolt landbrugsland og landmændene gør det bare rigtig godt.

Det var de gode nyheder.

– Hvad siger du til klimaet Rasmus Paludan? spørger Ask Rostrup og sætter gang i det vi alle har ventet på hjemme i stuerne, nemlig mandens første ord, der (formentlig) ikke handler om islam og muslimer.

– Ja, altså Danerne de skal have mest mulig lykke og vi kan alligevel ikke gøre en skid i forhold til de store lande som Kina, Indien og USA som bare sviner løs, så jeg foreslår simpelthen at vi hænger partikelfiltre op over det hele i Danmark. Og samtidig sørger for rent drikkevand. Vi er alligevel fortabt.

Herefter ryger bolden over til sidemanden Klaus Riskjær, som mener at landbruget (og sikkert ham selv også) trænger til noget gældssanering, og at vi borgere skal kautionere for deres høje rentesatser. Så får de nemlig noget incitament til at dyrke jorden ordentligt.

Fra de mere overskuelige forslag er det så blev Uffe Elbæks tur. Klimaets svar på Paludan. Her er det sgu ikke nok med gældssanering og partikelfiltre. Fra nu af skal vi nemlig leve af regnvand i tønder, planter og insekter, og vil man på ferie i New York, så bliver det på el-løbehjul fra indre by af. CO2 skal forbydes, og ikke bare sendes ud af landet, men ud af solsystemet. – FN siger vi skal 5-doble klimaindsatsen, advarer Elbæk, og det er ikke engang nok! Jorden er vred og vi står i en sindssyg alvorlig situation. Vi skal tænke klima ind i alt. Alt! – Hvis vi overhovedet er i live efter den her debat, så skal vi bare være glade.

Efter Elbæk fortaber resten af første runde sig lidt i beskyldninger og overbud, mens slutter dog af med klimaudfordringens nok mest konkrete løsningsforslag fra Kristendemokraternes Stig Grenov. Han er bare helt enig i, at der er store udfordringer, og der er derfor simpelthen kun ét at gøre: Jernbanen til Billund skal nedlægges. Hvad fuck det betyder, aner jeg ikke. Men jeg elsker det.

Og så er det pensionsalder det skal handle om. Det store velfærdstema, som er den sande duel mellem Frederiksen og Løkke. Hvem kan stemme flest hjem fra arbejdsmarkedet?

Samtidig er det personligt et område jeg er meget interesseret i. Min egen case er også ret oplagt. Jeg kom ud på arbejdsmarkedet som 36-årig djøfer efter 12 års studier og har nu knoklet i næsten 5 år på et kontor. Jeg er begyndt at mærke, at det værker lidt her og der og vil derfor meget gerne høre om jeg måske kunne være omfattet af de forskellige udspil og snart kan trække mig tilbage.

Sæt i gang.

Lars Løkke lægger ud med et par jabs og udstråler for første gang i debatten lidt overskud: – Ja, altså regeringen har jo netop sammen med Dansk Folkeparti og Radikale lavet en dejlig aftale om ændringer af seniorførtidspensionen, der jo netop skal give flere nedslidte mulighed for at forlade arbejdsmarkedet før den normale pensionsalder. Det betyder at 17.000 personer kan trække sig tilbage tidligere. Det er fucking fedt!

Den griber Wammen straks og udbryder: – Det er kun 130 personer om året og det hele er jo forresten først i 2040. Det er rent bluff, det der. Løkke ryster på hovedet og forlanger i stedet, at Wammen bliver konkret på hvem de så vil have på pension. – Kan vi få det at vide, hva’, hva’? – Ja, altså…det er jo dem der har været længst på arbejdsmarkedet og mest nedslidte, ik? Det er så dejligt konkret, at Løkke ikke kan kommentere på det med andet end: – Ja, altså nogle af dem der har været længst på arbejdsmarkedet er jo bankfolk, de starter som 16-årige og er i banken indtil de er gamle. Er det dem S vil have på pension?

Herefter kommer Vermund på banen med at folk selv skal bestemme hvornår de vil på pension. Det kan de nemlig med en kombination af skattelettelser og basisydelse aka borgerløn (’borgerløn’ lyder vist også lige lovlig socialistisk for Lars Tvedes kommende hustru). – Det er selvfølgelig en lav basisydelse, og hvis man kun har den bliver det ikke ligeså sjovt, erkender hun, men man må helt selv bestemme. Og det er smukt.

Så Pernille Skipper, der mener det hele er ’helt væk fra vinduet’, over til Elbæk som vil have en 30 timers arbejdsuge og pensionsalder fra 45 år og videre til Riskjær, der foreslår en slags leg hvor man kan samle point på arbejdsmarkedet. – Man skal kunne optjene 400-500 point og så kan man trække sig tilbage. Hvor længe det tager at samle point sammen, når vi desværre ikke at få at vide. Dog er det blandt andet brolæggeren, som er omfattet.

Men nu er Pape også edderspændt: – Nu vil jeg gerne lige komme med en bræjking nuvs: Der findes noget der hedder at skifte job, ik’. Og så er det anekdotetid. – Her for nylig, der mødte jeg Lars-slagter, ja, det bliver han altså kaldt. Han var i mange år slagter og hakkede svin og kvæg dagen lang og så besluttede han sig for et mindre fysisk hårdt stykke arbejde. Så han kom i stedet til en møbelvirksomhed, hvor han nu står og samler…noget. Og han vil gerne være på arbejdsmarkedet, for som han siger, jeg er 62 år og er gift på den gamle ordning, hahaha.

Fuuuck mand.

Wammen er dog slet ikke færdig og råber anklagende hen til Løkke, at der lige nu er 3F’ere der er tæt på at dø af deres arbejde. De kan ikke vente til 2040, men skal allerede nu tre år tidligere på pension. Så kan de nemlig udsætte det med at dø hele tre år senere, og det er fair arbejdsmarkedspolitik.

Og så er vi kommet til Paludans pensionsudspil. Det lyder følgende: – Muslimerne skal hjem med det samme. Så er der nemlig arbejde nok til de arbejdsomme danere og samtidig penge nok til pension så vi alle kan stoppe i morgen med at arbejde. Unge arabere og afrikanere, de sidder bare lige nu og morer sig på kontanthjælp.

Det er også et frisk bud, men tilbage fra denne runde står i hvert fald, at de der så konkret kan trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet er bankfolk, 3F’ere, der er ved at dø samt brolæggere, der har samlet point nok.

Og så kan vi ikke holde spændingen længere, for nu gælder det flygtninge og udlændige. Mens de fleste partiledere tager et glas vand og lige tørrer panden, er Paludan så småt i gang med tænde op i indendørs-grillen.

Vermund er fra begyndelsen ramt af granatchok. Der er nemlig sket det, der ikke burde kunne være sket. Hun er big time overhalet højre om. Måske forholder det i virkeligheden sådan, at Pernille Vermund bare i et enkelt svagt øjeblik en stille aften derhjemme har tænkt: Er jeg måske for hård i retorikken nogle gange? Men nej. Pt. er hun sindssygt mange koranafbrændinger bagud. Det er ikke bare Nørrebro der er tabt, det er også DF’s mere hardcore vælgere. For helvede, hun kender jo ikke engang reglerne i 5-koran! Det kan folk altså ikke bruge til noget. Nu er det Danernes Lys, der har serveretten i det gule Sønderjylland.

Mens Vermund er slået ud på teknisk knock out, så er Thuelsen Dahl endt i et gravkammer i en hermetisk lukket kiste. Han betragtes højst sandsynlig nu af visse elementer i sit (tidligere) bagland som en Jacob Holdt-lignende kulturradikal, der fjumrer lidt rundt med noget grænsebom og paradigmeskift. Og med et forslag om at sende omkring en halv million mennesker ud af landet, og resten på tålt ophold – medmindre deres slægt kan dateres tilbage til Egtved-pigen (eller er gift med en af partiets spidskandidater og dermed er en ’værdsat fremmed’) – så er ghettoplaner, Lindholm, svinekød i børnehaven og startydelse det rene pladderhumanisme.

Af samme årsag kommer debatten for de andres vedkommende aldrig helt på benene. S vil stramme et eller andet, det vil DF også, Elbæk synes vi skal være glade for dem, der kommer, mens Kristendemokraterne minder os om, at vi alle er unikke mennesker.

I virkeligheden er der faktisk ikke så meget at sige om selve Paludans indlæg i denne runde. Det er et efterhånden velkendt et af slagsen, ligesom resten af panelets holdning hertil. – ’I listen, but I don’t hear’ siger Riskjær med tålelig udtale, mens Morten Østergaard nu vil afkræve Løkke svar på om han vil være statsminister for enhver pris og basere et flertal på Stram Kurs’ eventuelle mandater? – Det har jeg svaret på et hav af gange, vi har jo negativ parlamentarisme, som…., begynder Løkke vævende, men bliver afbrudt af Østergaard som presser på: Så svar dog, svar dog, svar dog! – VIL DU godt lige slappe af!, snerrer statsministeren med en pæn rosa farve i ansigtet og Østergaard holder inde. Og efter lidt mere væveri om denne sag, så er runden og dermed debatten ved at ebbe ud.

Selvom de fleste lige skulle varmes op, så var jeg alt i alt godt tilfreds med den første gladiatorkamp og også den anden, som ikke når med her i denne omgang. Husk på jeg er tæt på nedslidt.

Med en næsten fire uger valgkamp kan der ske meget lækkert endnu og jeg får lyst til at udbryde som Maximus, efter han havde spiddet et par folk i arenaen: Are you not entertained?!!

Valgkampen 2019 sendes på DR, TV2, i stort set alle aviser, mange radiostationer og på sociale medier de næste mange dage. Selve konceptet forekommer ca. en gang hver 4. år.

Nøgenhed kan tilsyneladende altid skabe debat. Dette uagtet, at vores homo habilis-ophav for et par millioner år siden ikke havde synderlig meget kluns på kroppen, og at det moderne menneske siden har smidt klæderne ved alle tænkelige lejligheder. Sådan er det bare. Det er bare så skidefrækt.

Af samme årsag har programmet ’Date mig nøgen’ på TV2 Zulu helt naturligt allerede opnået fin omtale i forskellige medier og nok også givet anledning til en frisk bemærkning eller to i kantinen på en del arbejdspladser.

Gennem årene har jeg set et hav af datingprogrammer. Og har tabt mit hjerte til mange af dem. Det gælder særligt ’Singleliv’ på kanal 4 som har kørt siden enevælden. Personer som Putte, Numse-Rasmus og Claus fra Ølgod er fucking helte og fortjener Nobelprisen i reality. Jeg elsker dem!

Det betyder så også, at der i dag skal noget helt ekstraordinært til, hvis jeg skal få tårer i øjnene.

Lad os se på det så.

Konceptet ’Date mig nøgen’ er i virkeligheden ganske simpelt. Foran ugens håbefulde single – det skifter fra uge til uge mellem en mand og kvinde – står fem nøgne menneskekroppe i hver sit neonfarvede glasbur. Først ser vi ben og genitalier, så slutter mave og bryst sig til og til sidst afsløres ansigtet. Den fremmødte single skal så vælge kroppe fra indtil der kun er to tilbage. Før det endelige valg mellem de sidste to, smider singlen selv alt tøjet. Hele processen styres fast af værtinden Ibi Makienok aka Ibi Støvring aka René Difs ekskæreste aka tidligere Paradise Hotel-vært aka tidligere medlem af pigebandet Milc aka alt muligt andet, som undervejs synes at more sig kostelig over det flotte galleri af nervøst sammenkrøbne tissemænd. Det er næsten overflødigt at nævne, at hun naturligvis selv er fuldt påklædt og ligesom alle andre værter på sådanne programmer aldrig kunne drømme om at træde ned på deltagernes niveau.

Denne gang møder vi 33-årige Lene fra Esbjerg, som har været single i hele 3 måneder. – Hvad leder du så efter, spørger værtinden Ibi. – En god pik. Og så er vi i gang. Fem gange glatbarberet slap diller bliver nu præsenteret for Lene og umiddelbart virker hun positiv. Størrelsesmæssig er vi ikke helt op og ringe, men det hele er vist gennemsnitligt dansk. Dog lægger hun hurtigt mærke til en af dem og siger grinende: – Den er vist krøbet i ly, hva’, haha. Det er stakkels 38-årige Michael, som ikke overraskende bliver den glade modtager af aftens første nakkeskud. En anden af fyrene bliver til gengæld rost for at have ’en bred penis’, for som hun siger ’når den er stiv, så er den god til at fylde én ud’.

Så er der fire tilbage. Nu skal Lene og seerne møde Jannick. På dette tidspunkt kan man stadig kun se ben og skridt, men det er også ganske tilstrækkeligt. I skridtet har han nemlig fået tatoveret et par flagrende elefantører, et par stødtænder og nogle rasende øjne, mens hans egen medfødte vedhæng fungerer som snabel. Samlet minder hans underliv om en rabies-ramt elefant. I et efterfølgende interview oplyser han, at han har fået ideen fra den engelske udgave af programmet ’Naked attraction’, hvor en anden deltager havde samme tatovering. Med andre ord originalt og velovervejet. Lene selv virker ikke videre begejstret for nærkontakt med det store og vrede pattedyr fra Savannen: – ’Så skal jeg tænkte på den, hver gang jeg skal ned og sutte hans pik’, reflekterer hun.

Anyway, da afsløringen er nået til deltagerens overkrop og Lene opdager, at Jannick såmænd også har fået tatoveret ’mænd er guds gave’ med ægte amager-font henover brystkassen, er det blevet tid til at stede Jumbo til hvile.

Så er de tre tilbage. Da ansigterne herefter bliver afsløret, er de snart to. Nu skal de to resterende ungersvende udspørges lidt. Hvad kan du bedst li’ ved dig selv? spørger Ibi den ene. – Mine mørke testikler, svarer han. What. Hvad fuck snakker han om? Med mindre han har tænkt sig at flashe dem i byen eller har hede drømme om at blive seksuelt misbrugt af to liderlige egern, så er nødderne det mest meningsløse som ’favorit-træk’. Den anden skal omvendt svare på, hvad han mindst han lide ved sig selv: – Mine ankler.

For helvede.

Det ændrer ikke på, at tilbage står noget der kropsmæssigt minder om græsk statue med et ganske nydeligt ansigt (Morten) overfor noget der nok er mere Disney-agtigt (jeg kan simpelthen ikke huske hans navn) og seeren er efterladt i åndeløs spænding over Lenes endelig valg. Forinden skal hun dog lige smide kludene selv og fyrene, som er trådt ud fra deres bure og ud på gulvet, lægger hurtigt mærke til et par velvoksne mælkekirtler som afstedkommer et par nervøse småtics hos fyrene syd for navlen. – Det er jo ingen hemmelighed, at du har fået lavet silikonebryster Lene. Og hvad siger I, hvad kan I bedst lide ve….. – Brysterne!! Flotte bryster. Meget flotte bryster!!, udbryder de.

Men lad os ikke trække pinen længere. Lene vælger meget overraskende den græske statue og sender den mindre klassisk skåret skikkelse hjem. Forinden skal han dog lige give hende et kram – og det er ømt. Han går nemlig ligeså tæt på han kan og giver hende et kram mens han pik dingler foran hendes skridt og vist også snitter det. Det er et rørende farvel, hvor man mistænker ham for lige at forsøge snige et halvt samleje ind, nu hvor han har tabt den store gevinst.

Så skal Morten og Lene på date. Ud og få nogle drinks. TV2 Zulu har naturligvis også sørget for et hotelværelse senere og der går heller ikke lang tid før de råsnaver i baren. Senere ser man dem forlade baren sammen hånd i hånd.

Knaldede de? Ja.

Et par uger efter skal de mødes i en sofa og gøre status. Lene virker stadig på. Morten lidt mindre. Han er dog ikke bleg for at fortælle seerne, at der er kommet et ekstra hak i sengekanten. – Skal I så ses igen? – Ja, altså, svarer Lene, det er jo ikke blevet så meget. Det er lidt ærgerligt, jeg vil jo gerne se hvordan Morten fester i Nordjylland. – Tja, nu må vi se, svarer Morten. – Hun er faktisk ikke rigtig min type. Shiiiiit. Først sweetalker han hende på baren, flækker hende et par gange på hotelværelset og losser hende så direkte på møddingen. Det er satme koldt. Og frækt!

Der er ikke meget mere at sige end, at jeg er forelsket. I det her program. Og i skrivende stund har jeg fugtige øjenkroge.

Date mig nøgen sendes mandage kl. 20.45 på TV2 Zulu

Marta Sørensen, journalist og medstifter af RokokoPosten

Gode, gammeldags familieværdier, tænkte jeg, da det kvindelige ensemble i TV3’s Besat af Bad Boys præsenterede sig selv og deres krav til en livspartner. Her bliver ikke leflet for nogen queerteoretikere eller normstormere, kønsrollerne er mejslet i silikone og steroidesvulmende biceps: Min mand skal være stor og stærk, interessere sig for fodbold og motorcykler samt kunne sætte mig på plads, så skal jeg nok tage oprydningen. Det er frækt at blive sat på plads, siger en af damerne i seriens allerførste afsnit, der starter forrygende.

Muskler og tatoveringer er en selvfølge, ellers kan man næppe regne med at blive ordentligt beskyttet, og på trods af den aura af lovbrud, som de tussede, farvede og stærkt makeuppede kvinder tiltrækkes af, drømmer de fleste om noget så borgerligt som villa, Volvo og mikroskopisk vovse. Kinder, Küche, Kirche – og et skud collagen i læberne. En konservativ drøm, altså bortset fra at Mariyah, Heidi, Kia og de andre ikke er voldsomt tough on crime. Kia med de tre børn forestiller sig eksempelvis et forhold i stil med Bonnie & Clyde, men uden det med at slå folk ihjel. Forhåbentlig også uden det med at blive mejet ned af politiet som 24-årig. En af dem kunne godt tænke sig en kæreste, der laver ting, man ikke rigtig ved, hvad er. En anden tænder på en mand med et dødt blik. En tender defender, hedder det i visse kredse, hvor man forsøger at vejlede mænd i at finde balancen mellem konfliktsky bløddyr og seriekriminel psykopat; en svær balance, eftersom damerne er single, da serien starter.

I anden sæsons første afsnit synes nogle af de besatte at være blevet skiftet ud, mens andre har fået kærester, men bortset fra Mariyah, den smukke eksotiske danser (det hedder vist en stripper på almindeligt dansk), Kia (“mor med stort M”) og Heidi med Playboy-drømmene har jeg svært ved at skelne dem fra hinanden. Dels fordi de ikke har samme talent for sproglige nyskabelser som eksempelvis Amalie Szigethy; i stedet gentager de, at de gerne vil have en bad boy, både under de forskellige set pieces og i eftersnakken, som om producerne er nervøse for, at vi glemmer programmets titel, hvilket bliver en smule trættende. Dels er dramaet enten ikke-eksisterende eller alt for søgt og opstillet i hektisk sammenklippede indslag: Først en veninde-reunion i form af sammenskudsgilde, hvor Heidi medbringer en flaske Belvedere-vodka på størrelse med en torpedo. Værtinden Amalie afslører, at hun er sammen med Julian, der ikke helt lever op til venindernes standarder for badness, og pigerne tager på druktur i en product placement-studenterbus, hvor Mariyah giver en lapdance, og chaufføren får lov at spanke Kia med et bælte, fordi hun har tabt en flaske ned på fortovet, hvilket er bizart grænseoverskridende.

I en anden historie hører vi om 28-årige Pernille og hendes kolossale 40-årige mand, Christian, der har siddet i fængsel i nogle år; Pernille drømmer om et hus på landet og masser af dyr. De tager til Tyskland for at shoppe, og Christian stresser over, om der nu er for mange mennesker i grænsehandlen. Det er der ikke.

I en tredje historie skal Nana have filler i læberne, hvilket kæresten Lasse ikke forstår. Han forstår dog godt, hvorfor kvinder får lavet silikonebryster. Det er ganske enkelt ikke spændende nok, men det er måske også svært at leve plotmæssigt op til en introduktion, hvor flere kvinder glade giver udtryk for, at de leder efter voldsparate, småkriminelle, hemmelighedsfulde og svært ansættelige mænd.

I DR3’s public service-pendant, Prinsesser fra Blokken, kunne producerne ikke forsvare blot at smide nogle store bryster op på en bus og instruere begivenhederne som de første fem minutter af en pornofilm. De interviewer kvinderne (og senere mændene i Hård udenpå) over længere tid, så man lærer dem og deres sære solbruningsritualer at kende, og formålet er ikke at presse så meget skørhed og/eller lummerhed som muligt ud af hver eneste programpunkt, men finde ud af, hvad der foregår i et ofte udskældt og latterliggjort segment af befolkningen.

I Besat af Bad Boys synes kvinderne knap så klar til ærlighed, de tager rollen som opskruede reality-klichéer på sig og gør det fra starten svært at betragte serien som et ufiltreret indblik i et bestemt miljø. De vil tydeligvis gerne være lidt crazy karakterer i en skør, skør verden, men leverer samtidig ikke selv nok vanvidsreplikker til at holde et anstændigt tempo. Det stiller store krav til plot og manuskript, som producerne ikke indfrier med de dagligdags venindemiddage og grænsehandel. Men hvis serien ikke kan eller vil grave dybt i de bad boys-besatte kvinders personlighed, må de i stedet op på nogle lidt højere dramatiske tinder.

Besat af Bad Boys kan ses på TV3 og Viaplay. Tredje afsnit, sæson 2 vises torsdag den 14. februar.